Forundring Fryder er en debatrække for de, der ikke sidder i Bella Centeret til december og træffer mere eller mindre vidtløftige beslutninger hen over hovedet på alle os andre. Debattører, kunstnere, politikere og forskere bidrager til Forundring Fryder med deres perspektiver på klima og meningsdannelse og kommer med deres bud på, hvor vi alternativt skal rette vores opmærksomhed, hvis vi vil gøre en forskel.
Arrangementerne er gratis, og der vil blive serveret gratis mad og drikke og lyd leveres af det soldrevne lydsystem Karmakanonen.
Klimaforandringerne er en kendsgerning, men hvad skal der til, før folk begynder at handle derefter? Det handler primært om opmærksomhed og kendskab til udfordringerne. Oplægsholderne Søren Rud, Trevor Davies og Mirjam Bebauer har på hver deres måde fundet nye og anderledes måder at udbrede kendskab omkring deres sag. Problemstillingen anskues fra henholdsvis en kunstnerisk, en organisatorisk og en humanistisk synsvinkel.
Søren Rud
Fotograf Søren Rud har sammen med Stine Norden og Co+life skabt fotoudstillingen '100 Places to Remember before they dissapear'. Udstillingen er en visuelt stærk og tankevækkende præsentation af 100 steder på jorden, som vil blive radikalt forandret, efterhånden som klimaændringerne sætter ind. I forlængelse heraf arbejder projektet sammen med bistandsorganisationen CARE Danmark, om at iværksætte lokale initiativer til afhjælpning af klimaforandringens effekter på lokalbefolkningerne.
Udstillingen vises i flere lande og kan ses på Kongens Nytorv under topmødet i december. Til udstillingen er lavet en fotobog, samt Klima-TV-spots, som bl.a. vises på TV3.
http://www.co-life.net/
Trevor Davies
Byplanlægger og kulturformidler Trevor Davies trækker på sin enorme viden om, hvordan en dagsorden sættes med baggrund i hans mangeårige engagement i byens rum. Med kunst og kultur som omdrejningspunkt spotter Trevor Davies nye tendenser og formidler det til et bredt publikum. Dette har århusianerne nydt godt af, da han var generalsekretær for Århus festuge og som generalsekretær for EU’s kulturby 96 og grundlægger og co-direktør for Københavns Internationale Teater er københavnerne ikke blevet snydt for hans arbejde. Senest stod han bag den stort anlagte Metropolis Biennale, der løb af stablen i København, sommeren 2009.
Med hans store indsigt i nye udfordringer samfundet står overfor, er det oplagt at få hans bud på, hvordan klimaet kommer på dagsordenen for det enkelte menneske.
http://www.kit.dk/
http://cph-metropolis.dk/dk
Mirjam Gebauer
Mirjam Gebauer forsker og underviser i tysk litteratur på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet på Amager. Hun er uddannet ph.d. og p.t. ansat som postdoc med et projekt om migrationslitteratur. Har arrangeret temadagen "Klima, miljø og landskab i litteraturen - netop nu" i april 2009 og er nu koordinator for projektet "Klimaundervisning i sprogfagene", et samarbejdsprojekt mellem gymnasieskoler, VUC og Institut for Engelsk, Germansk og Romansk.
http://litteraturnu2009.hum.ku.dk/
Ordstyrer: Jesper Melson
Der er et stort fokus på klima-udfordringerne, vi står overfor op til COP15 i december. Obama og Connie har givetvis en omfattende beslutningskompetence, når det kommer til regulering og storpolitiske perspektiver, men det har ikke nødvendigvis nogen effekt på, hvordan det enkelte menneske forstår og håndterer den komplekse situation. Martin Lidegaard og Martin Fluri kommer med hver deres konkrete løsningsforslag til fremtidens klimaudfordringer.
Martin Lidegaard
Martin Lidegaard er tidligere medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre., hvor han blandt andet var klimaordfører. 1. september 2008 stiftede han danmarks grønne tænketank CONCITO, hvor han nu arbejder som formand. Tænketanken vil bidrage til at nedsætte udslippet af drivhusgasser og formindske skadevirkningerne af den globale opvarmning. CONCITO udarbejder analyser, baseret på eksisterende og ny forskning og praksis i ind- og udland, der kan omsættes til direkte handling i politik, i erhvervslivet og hos den enkelte dansker.
http://www.concito.info/
Martin Fluri
Martin Fluri er direktør og medstifter af vuggetilvugge.dk, der søger at udbrede kendskabet til Cradle to Cradle-paradigmet i Danmark. Cradle to Cradle tager skridtet videre end bæredygtighed og stræber ikke alene efter at tage hensyn til miljøet, men at gøre en positiv forskel. Man tager råstoffer fra naturens vugge og forarbejder dem til et produkt, som, når det er opbrugt, føder positivt tilbage til naturens eller produktionens vugge. Ikke alene giver det dyb mening miljømæssigt set, men denne produktionsform viser sig også at være økonomisk profitabel. Martin Fluri ansporer ved hjælp af sit store engagement og sin brændende vision om en bedre verden til at gøre en forskel.
http://www.vuggetilvugge.dk/
Ordstyrer: Jesper Melson
Kunsten spiller en stor rolle, når det kommer til at illustrere nye og alternative perspektiver på samfundet og klimaudfordringer. Kunsten kan være dagsordensættende og kan således anspore til forandrede anskuelser, som andre tilgange ikke formår. Med Jens Galschiøts globale rækkevidde og STREETHEART’s fokus på det lokale, får vi to forskellige potentielle muligheder for at påvirke samfundet i en progressiv retning.
Jens Galschiøt
Skulptøren Jens Galschiøt har i en årrække arbejdet med at bekæmpe alverdens uretfærdigheder ved at opsætte skulpturer i større byer rundt omkring i hele verden. Senest har Jens Galschiøt kastet sig over klimaudfordringen og med sit AIDOH-værksted (Art in defense of Humanism) skabt SevenMeters. En 24 kilometer lang line af røde blinkende diode-lygter vil markere en vandstigning i København på 7 meter, som en visualisering af, hvordan byen ser ud efter at al Grønlands is er smeltet. Linjen bliver synlig fra både Bella Center hvor COP15 mødet foregår og i København langs søer, veje og kanaler. Samtidig omringes COP15 mødet med kæmpestore klimarelaterede skulpturinstallationer.
http://sevenmeters.net/
http://www.aidoh.dk/
STREETHEART
STREETHEART består af Christina Bennetzen og Søs Uldall-Ekman, der bruger deres store indsigt i gadekunst til at formidle nye, skæve indslag i byen videre til folk med interesse for byens rum som udstillingsrum. STREETHEART beskæftiger sig primært med kunst, der udfordrer gængse måder at anskue kunst på – kunst der befinder sig i grænselandet med lovlig og ulovlig. Virkemidlerne sigter mod at sætte små frø, der er rodfæstet i en påvirkning af at det enkelte menneske, der ansporer til nye opfattelser af virkeligheden. STREETHEART beskriver hvordan man kan arbejde med påvirkning af holdninger nedefra og op i modsætning til COP15.
http://www.streetheart.dk/article.php
http://www.facebook.com/group.php?gid=57110051527
Ordstyrer: Jesper Melson
Debatrækken er lavet af Glimt i samarbejde med:
Under Vand, Netop København, Illuminarts, Glowing Climate, Amager Vest Lokaludvalg og Institut for Engelsk, Germansk og Romansk (Det Humanistiske Fakultet)
Kontakperson: Jesper Melson. tlf.: 51907891, jesper@indiglimt.dk